De er schlagersuperstjerner, og alligevel har Kerstin Ott og Ben Zucker hver især holdt fødderne på jorden. De er stjerner, man kan røre ved, og de er venner. Schlager.de mødte Kerstin Ott og Ben Zucker personligt og talte med dem om deres første samarbejde.
Kerstin Ott er afslappet, da de møder hende til interviewet. Kerstin giver sjældent interviews som en del af en tv-optagelse; hun foretrækker at koncentrere sig om sin optræden. Men for Schlager.de gør hun en undtagelse. Hun skal på scenen til “Kiwis großer Schlagernacht”, og det er præcis der, de møder Kerstin. Hun sidder i den sorte lædersofa, stylet op i en sort bomberjakke og gennemgår mentalt sin optræden igen. Ben Zucker er på vej til interviewet… lad os komme i gang ….
“An diesen Tagen” er jeres første sang sammen. Hvordan blev den til? Var det en spontan idé?
Kerstin Ott: Ben og jeg har en fælles producer, Thorsten Brötzmann, og det var faktisk ham, der fik ideen. Han spurgte mig, hvad jeg syntes om det, og så spurgte jeg Ben, hvad han syntes om det. Da Ben og jeg er venner, var det ret logisk, at det ville ske på et tidspunkt. Og nu var det rette tidspunkt…
Mens Kerstin taler med Schlager.de, slutter Ben Zucker sig til. Han har skiftet tøj – kunstnere har sjældent deres scenetøj på under prøverne til et tv-show. De tager det som regel først på efter prøven. Kerstin og Ben hilser på hinanden i godt humør…
Hej Ben, hvorfor fortæller du os ikke, hvordan den fælles sang blev til? Lad os se, om du fortæller den samme historie…
Ben Zucker: Vi havde et godt og tæt forhold lige fra starten. Vi har altid set os selv som “musiker-kollega-søskende”, og derfor har det altid været cool mellem os. Og jeg kan sige, at Kerstin har været min yndlingskollega lige fra starten…
Kerstin Ott: Åh, det var pænt sagt…
Ben: Ja, sådan er det virkelig. Vi er sådan nogle underdogs, vi er begge bare kommet ind fra siden og gør bare vores arbejde. Vi tager ikke os selv alt for alvorligt. Vi elsker vores arbejde. Jeg indså med det samme, at vi begge ville lave en sang sammen. Og vi har produceren til fælles, som fik ideen og bragte os sammen. Og da jeg hørte, at Kerstin godt kunne lide idéen, tænkte jeg, at så er min bedømmelse ikke så forkert. Og så skrev jeg til hende, og hun svarede med det samme…
Kerstin: Hvad mener du med, at jeg ikke svarede?
Ben: Selvfølgelig gjorde du det! Du svarede med det samme!
Kerstin: Åh, det misforstod jeg! Jeg ville have været overrasket, for du har en helt anden ringetone end mig!
Ben: Først blev jeg forvirret. De to havde allerede talt sammen, jeg vidste ikke, om det var endeligt, men det var det, og så gik vi i studiet…
De indspillede forresten ikke sangen sammen. Deres dagbøger er så fyldte, at sådan noget næsten ikke er muligt. “Desuden er Ben i fitnesscenteret hele tiden,” driller Kerstin og slår sin kammerat i siden. Hun hentyder til hans albumcover, som viser Ben topløs og dækket af sort maling, mens han bærer to tunge dæk i en lift:
Vis dette opslag på Instagram
En rigtig mandeforside. “Jeg siger dig, det var virkelig svært. Tanken var, at det skulle fremkalde en reaktion. Jeg ville se, hvad folk syntes om det.” De ved endnu ikke, om de vil indspille et album sammen.
Ben: Vi har så meget at lave først, vi får se.
Kerstin: Du, vi kunne danne et nyt band, os to…
Ben: Hvad skal vi kalde os?
Kerstin: Vi kalder os “BK”! Eller “Klubbb2” ville også være godt.
Ben: Eller “Team2”, det ville være fedt.
Men ud fra et rent venskabeligt synspunkt var sangen en win-win-situation, fordi I ser hinanden oftere nu, ikke?
Ben: Vi behøver ikke altid at se hinanden for at have hinanden. Vi skriver til hinanden – det gør vi alligevel altid ind imellem. Men selvfølgelig ser vi hinanden oftere nu, fordi vi får lov til at optræde i tv-shows sammen. Det er selvfølgelig dejligt… men bortset fra det vil vi bare gerne lave vores musik.
Måske er det hemmeligheden bag jeres succes: I er autentiske og naturlige…
Ben: Vi har ikke brug for noget nonsens som glitter og glimmer. Hvis de vil sprøjte gnister på scenen, så lad dem gøre det. Vi er glade, når alle har et job. Men vi har ikke brug for det til os selv…
Kerstin: En anden fordel er, at vi begge to virkelig godt kan lide hinanden. Vi behøver ikke at snyde eller lade som om. Det lægger man altid mærke til på scenen.
Ben: Jeg er altid bange for, at jeg distraherer hende.
Kerstin: Jeg kan fortælle dig den lille anekdote om “Schlagerbooom” den anden dag, kan jeg ikke?
Ben: (Griner) Selvfølgelig!
Kerstin: Jeg fik et grineflip i mellemtiden. I “Schlagerbooom” spiller teksterne altid bagerst, og jeg kan se den lille lort læse dem…
Ben: (Griner hele tiden) Det gør man automatisk, man stirrer bare på det!
Kerstin: Så jeg er glad for, hvordan han læser op og fremfører sine replikker. Og så glemmer jeg mine replikker, fordi jeg får et grineflip….
Ben: Jeg stirrede virkelig på det…
Kerstin: Og jeg begynder at gå i panik indeni, fordi jeg altid laver fejl med teksten på “Schlagerbooom”! Man kan forberede sig, som man vil, men i den slags situationer drømmer man sig på en måde væk, uden at man vil det. Og så kommer der pludselig et glimt af latter, og så er det overstået.
Ben: Det er ikke så mærkeligt, man venter hele dagen på koncerten til shows som dette, og så er det tid, og så kan det ske, at man mister koncentrationen et øjeblik…
Så stikker managementet hovedet ind ad døren: “Jeg er bange for, at du bliver nødt til at aflyse, de venter alle sammen på dig nedenunder!” Optagelserne til “Kiwis großer Schlagernacht” begynder. Kerstin og Ben går sammen op på scenen i tv-studiet i Berlin-Adlershof, man kan stadig høre dem fnise…
Kilde: Schlager.de
