Bernd Ulrich (Amigos): „Jeg vil aldrig være en byrde for mine kære“

Foto: Telamo / (c) Kerstin Joensson

Han tager en cigaret ud af pakken, tænder den og trækker vejret dybt. Det er ikke let for Bernd Ulrich som i dag er 70 år, at tale om dette emne. Demens. – Nej, han har ikke demens. Men selve tanken om, at han en dag ikke længere ville genkende sine nærmeste, gør ham ked af det. ”Hvis du har brug for pleje og er en byrde for andre, er det grusomt. Jeg håber, at jeg aldrig kommer så langt.”

“Demens er en frygtelig sygdom,” siger Bernd. ”Den kommer snigende, er uhelbredeligt og kan påvirke enhver af os – det ved vi alle. Folk, der lige var midt i livet, mister sig selv i øjeblikket, genkender ikke længere deres familie. Det er meget svært at acceptere det. For de berørte såvel som for deres pårørende. Disse skæbner rører os meget.” Bernd kender også sådanne tilfælde fra historierne fortalt af hans datter Daniela, hun arbejder i ældrepleje.

Og emnet er så vigtigt for ham, fordi en god ven af ​​ham lider af demens. ”Vi plejede at spille fodbold sammen og var nære venner. Vi festede sammen i hans have, havde det sjovt sammen. Men nu er det blevet stille, du kan mærke ændringen. Han er blevet en anden person, trist. Hele hans karisma, hans karakter, hans gang. Det gør ondt at se det,” siger Bernd Ulrich med en grådkvalt stemme. ”Vi ses stadig jævnligt. Og han genkender stadig min bror Karl-Heinz og mig. Sygdommen er ikke kommet så langt. Men vi ved, at vi en dag vil være fremmede for ham.”

Frem for alt skal vennens kone leve med denne sikkerhed: ”Hun tager sig af ham selvopofrende. Jeg respekterer hendes styrke. Det er næsten endnu vanskeligere at håndtere demens for pårørende end for syge. På et tidspunkt lever de i deres egen verden, men det kan knække de pårørendes hjerte, når de ikke længere genkendes, fordi erindringen om et liv sammen er slettet.”

Bernd tager endnu et sug fra sin cigaret og efter en pause siger han eftertænksomt: ”Det værste er, at vi alle ved, hvordan demens ender. Der er ingen lykkelig slutning her, det er den bitre sandhed. Men det er netop derfor, du skal prøve bevidst at nyde hvert øjeblik, du stadig har sammen. Vi skylder vores ven det, han fortjener det! “

Kilde_ Schlager.de

Tidligere artikelFrancine Jordi: Dramatisk krise!
Næste artikelAndy Borg: Ny lykke! Ingen forventede det