Som lille blev Alexandra Hoffmann bidt i ansigtet af familiens hund – en skade, der ikke kun efterlod fysiske, men også dybe følelsesmæssige ar. Det ar, hun fik, var en grund til, at mange børn på hendes skole hånede hende.
»Jeg var en outsider,« siger hun i dag om denne svære fase. I stedet for sympati blev hun drillet og afvist. Hun var ofte ensom i folkeskolen og havde svært ved at socialisere sig med andre børn. For hende blev arret et symbol på hendes anderledeshed – og forvandlede en munter pige til et barn fuld af tvivl.
Vis dette opslag på Instagram
Musikken bliver en livline
På trods af de hårde tider lod Alexandra sig ikke slå ud. Hun opdagede sin passion for musik i en tidlig alder – og fandt selvtillid og styrke i den. Ved at optræde med sin søster Anita lærte hun at optræde med stolthed igen og vise sig frem. Scenen blev hendes tilflugtssted, musikken hendes sprog.
I dag ser hun tilbage med taknemmelighed og mod: ikke fordi det var nemt – men fordi hun lærte at acceptere sig selv. Hendes historie viser, hvor vigtigt det er ikke at se væk, når børn bliver mobbet, og hvordan musik kan helbrede mennesker.
Kilde: Schlagerplanet.de
