Når Hansi Hinterseer lørdag den 26. juli dukker op til open air-koncert på Fængslet i Horsens, bliver han ikke alene om sætte musik på dagen.
Horsens & Friends og tv-kanalen dk4 har besluttet at gå sammen om at udvide koncerten til en schlagerfestival med en stjernerække af navne på plakaten.
– Vi satser på en sommerdag med høj sol over Horsens og fest-stemning på Fængslet. Vi vil i hvert fald gøre vores til at skabe en mindeværdig dag, siger Frank Panduro, direktør for Horsens & Friends.
Og så remser han navne op: Beatrice Egli, Peter Michael, Alpenspektakel, Michelle, Nino De Angelo, Laura Wilde og til at repræsentere de danske farver The Rocking Ghosts og Britt Larsen.
Dagens vært bliver Katharina Schimanski, som mange vil kende fra dk4s programmer, hvor hun bl.a. har interviewet flere af de store schlagerkunstnere.
Oven i musikken kommer masser af underholdning med bl.a. bingo, boder med mad og drikke og udstillinger fra forskellige firmaer.
En billet til Hansi Hinterseer-koncerten giver også adgang til schlagerfestivalen.
– Og med i købet får man sin helt egen, specialfremstillede Hansi-stol, som kan ta’s med hjem, når koncerten er færdig, siger Frank Panduro.
Alpenspektakel og andre kendisser
dk4’s Schlagerfestival 2014 præsenterer både velkendte navne og artister på vej op.
Til den første gruppe hører Alpenspektakel, hvis festlige musik allerede har givet orkestret en stor og trofast fanskare i Danmark.
Også Michelle vil mange kende – hun har været en del af schlager-scenen, siden hun var 14.
Tysk-italienske Nino De Angelo fik et kæmpe hit i hele Europa med sangen “Jenseits von Eden” og har siden haft en fremtrædende placering blandt Tysklands schlager-sangere.
Også danske The Rocking Ghosts skal tælles bag veteranerne – bandet har været i gang, sidet det slog igennem i 60’erne med bl.a. ”Belinda”, et af dansk musikhistories største hit.
Tysk superstar på vej
Stjernerne på vej op bliver først og fremmest Beatrice Egli, Tysklands nye schlager-håb, som vandt den 10. udgave af “Deutschland sucht den Superstar” og tidligere i år modtog den fornemme ECHO-pris i kategorien “Newcomer des Jahres”.
24-årige Peter Michael spås også en stor karriere. Hans talent understreges af, at Helene Fischers manager Uwe Kanthak har taget ham under sine vinger.
25-årige Laura Wilde fik sit gennembrud, da hun i 2010 deltog i tv-programmet “Willkommen bei Carmen Nebel”, og hun betegnes i dag som en “Shooting-Star des Schlagers”.
Og så er der Britt Larsen, Danmarks bedste schlagersanger, der har fået gedigen succes også i Tyskland med debut-cd’en “Tief ins Herz”
– Vi er superstolte over programmet, siger direktør Stig Hasner fra dk4. Det er meget, meget lang tid siden, det danske schlagerpublikum har kunnet opleve så mange gode navne samlet på ét sted, og når vi oven i købet kan slutte festivalen af med Hansi Hinterseer på scenen, er der ubetinget dømt succes.
–
Billetter til Hansi Hinterseer Open Air i Fængslet, Horsens, som også giver adgang til Schlagerfestivalen, kan købes på www.billetlugen.dk.
Følg også med på www.schlagerfestival.dk4.dk og på www.horsensandfriends.dk.