Beatrice Egli – Rømø-Sylt-færgen – 14.08.2019

Onsdag den 14. august 2019 skulle Beatrice Egli give koncert på et meget specielt sted, nemlig på færgen “SyltExpress”, der sejler mellem Havneby på Rømø og List på den tyske ø Sild. Da jeg kun har 40 minutters kørsel til Havneby, var der ikke noget at betænke sig på, selvom det var på en alm. hverdagsaften.

Der var mulighed for at gå ombord i både List og Havneby. Dem fra List skulle med dagens sidste ordinære tur. Da færgen lagde til i Havneby, kom de “almindelige” passagerer af, og os der skulle med herfra kunne komme ombord. Der var kun ca. 20, der skulle med Havneby, men fedt at muligheden var der. Der var dog kun et par enkelte danskere.

Efter afgang fra Havneby sejlede vi ud på åbent hav. Der var meget lidt plads på færgen, og folk overalt. Nogle sad endda i sofaer, med en skærm for enden hvor koncerten blev vist, da man herfra på ingen måde kunne se selve scenen. Scene er måske også så meget sagt. Den var indrettet udfor en form for caféteria, men da der var ret lavloftet var den ikke hævet så meget som en millimeter over publikumsarealet!

Vi fik dog en nogenlunde plads, nok kun et par meter fra scenen, men man kunne ikke komme meget længere tilbage, før man stødte ind i teknikken! Der var begrænset udsyn til scenen, da den som nævnt gik i ét med tilskuerpladserne!
Kl. 21.00 kom kaptajnen frem for at præsentere Beatrice, og kort efter kom band og kor, og til sidst Beatrice frem.

Beatrice og band var yderst veloplagte, og leverede et brag af en koncert. Der var en god stemning hele vejen igennem, og folk sang med. Beatrice var ellers lidt nervøs for at folk var lidt mere tilbageholdende, når hun nu var kommet så højt mod nord. Der blev sunget det ene hit efter andet, en god blanding af numre fra de tidligere albums, men også flere fra det helt nye album “Natürlich”. Beatrice gik også en tur rundt blandt publikum for at hilse på.

Der var ingen pause i koncerten, og efter ekstranumrene var koncerten slut ca. 22.30, og da var vi allerede næsten i havn i List. Tiden flyver bare afsted, når man er i selskab med Beatrice.

Langt de fleste skulle jo af i List, inkl. Beatrice. Som den allersidste, steg hun ind i en bil på vogndækket, og kørte i land. Kort efter gik turen tilbage til Havneby, hvor der jo var fred og ro, da hovedparten af publikum var stået af i List. En medarbejder fra rederiet havde nogle plakater under armen, og spurgte om vi ikke ville have én? Det sagde vi naturligvis ikke nej til. Plakaten var en reklame for koncerten på færgen, og personligt signeret af Beatrice. Utroligt sødt af den medarbejder! Dejligt minde at have med hjem!

Vel tilbage i Havneby var det så bare at køre over Rømødæmningen, og hjem i seng. Det var den mest specielle koncert jeg endnu har været til, og den oplevelse glemmer man ikke lige med det samme.

Det skal du læse