Anna-Maria Zimmermann i et exklusiv interwiev

Schlagerplanet har truffet Anna-Maria Zimmermann i Brandenburger Tor, til optagelserne af Sat 1. Gold. Hvor en stor festival “Tag der deutschen Einheit” finder sted. Schlagerplanet snakkede med Anna-Maria Zimmermann backstage om genforening, hendes privatliv og om fremskridtet efter hendes helikopter styrt for et par år siden.

Schlagerplanet: Har du specielle billeder i hovedet fra genforeningen? Eller måske David Hasselhoff på væggen?

Anna-Maria Zimmermann (Smiler): David Hasselhoff – Ja! jeg har brug for lige at tænke, at jeg hemmeligt tjekker Big Brother. Altså naturligvis har man billeder i hovedet, man har lært det i skolen og der set billeder. -jeg er af natur også nysgerrig og må vide, hvordan livet var dengang, men mange gange er jeg bare glad for, at jeg er årgang 1988 – dengang var det ikke let. Jeg tror på nuværende tidspunkt, bør vi være taknemlige som det er. Når jeg undertiden hører historier, hvordan det engang var, får jeg gåsehud og er bare glad, at vi lever i nutiden.

SP: Som kunstner har du i dag ingen problemer. Der vil du simpelthen til Øst Tyskland……

AM: Jeg mødte engang en kunstner over en kop kaffe og han fortalte mig en historie der var sket, da han havde en rolle som “Wessi” i østen. Det var min CD promoter, der er ansvarlig for mange kunstner. Det var trist da det skete, den aften han kom tilbage til sin bil, var den blevet jacket og dækkende var væk. Jeg fandt det helt groft. I dag er vores liv så normal, vi kunstnere er ugevis under vejs, rejser fra en by til en anden og Tyskland er lang. Vi lever virkelig i en fanatisk tid i dag – men det glemmer man hurtig, må jeg sige. Når du hører sådanne ting eller min bedstemor har fortalt om den tid ” Før, denne og ikke fik lov”. Ja det var heftigt.

SP: Du sagde du flyver en masse omkring og køre en masse. Kan du finde dig godt til rette med dette jetset liv ?

AM: Jeg er kommet super til rette. Skønheden er enkel, da jeg privat er en oase af ro. Jeg har også lige bygget, er lykkelig i forholdet med min kæreste, som jeg ikke taler meget om. Jeg syntes at alle har brug for en beroligende indflydelse, når man kommer hjem. Så er døren der og der er man ganske privat. Jeg har en optræden her i dag, derefter har jeg en i Aalen og derefter tager jeg hjem. Jeg vil, selv om den er tre halv fire den dag, afslutte derhjemme og det er noget, som er meget vigtigt. Nogen gange er jeg på vejen flere gange om ugen og på Mallorca –  Jeg har meget stress og har mange optrædener, men jeg har brug for dette referencepunkt ved at komme hjem. Jeg elsker at stå op om morgen og starte dagen med ro. Når jeg hører fra andre, er når de fra Torsdag til Søndag sover på hotel – det har jeg ikke så meget lyst til. Jeg kører hellere end gerne hjem.     

SP: Ja, man behøver åbenbart virkelig sådanne en regelmæssighed….

AM: Ja, præcis. For et år siden satte jeg mandagen af. Mandag er min dag. Og dermed kalder vi den altid “Min feriedag”. Her har jeg ingen terminer eller forpligtelser – Jeg har intet. Jeg står op om morgen og spørger mig selv ” Hvad har du lyst til?”. Noget er meget meget vigtigt, at man holder en dag hvor man bare kan gøre hvad kan og vil. Som alle andre når de har weekend, har jeg min allerhelligste dag mandag.

SP: Den private Anna-Maria Zimmermann adskiller sig fra den private person? Er der en stærk forskel?

AM: Næ, egentlig er der ikke nogen stærk forskel. Undtagen med fester. Jeg har hver weekend fest og er temmelig brugt. Jeg har i lang tid ikke haft en fredag fri og når jeg endelig har en spørger pigerne “Hvad skal vi lave, slå os løs?”  – Så spørger jeg ofte: Kan vi ikke bare blive hjemme? Som en bedstemor (Smiler Anna-Maria). Det er sådanne, at jeg godt kan lide at være hjemme og nyde, hvad jeg har. Privat er jeg et total familiemenneske. Min søster har netop fået sit tredje barn, jeg har også en gudsøn.  indimellem kommer der en sms hvor jeg bliver spurgt “Anna, hvornår skal vi igen være sammen?”. Men det er noget, som sårer mig lidt og jeg finder en skam. Så tænker jeg, at jeg må have lidt mere tid. Men jeg tror, i det stor hele er jeg den jeg er.

SP: I dine yngre år havde du allerede en stærk karriere?

AM: Jeg synes det er dejligt at være i stand til at sige “Jeg var i stand til at gøre min lidenskab til min karriere”. Uanset hvor højt karrieren går. Jeg har sunget siden jeg var 15 år. Jeg plejede altid at tænke at alt skal være fejlfrit, når man står på scenen, så skal alt være perfekt. Det kan jeg ikke længere holde med mine 30 år på kroppen. Men jeg synes det er fantastisk, at folk tager mig, som jeg er, nu hvor kun den ene arm kan bevæge sig. Dette er noget, jeg virkelig var bange for i begyndelsen og tænkte “Dette er ikke så godt. De mennesker derude vil ikke længere acceptere mig…” – De har alle accepteret mig og det er jeg utrolig glad for. Det skræmmer mig indmellem, hvor normalt det er blevet for folk. Fordi jeg er klar og ser – Falske indtryk. Det er ikke sådanne”. Det glæder når folk kommer efter en optræden til mig og siger til mig, at jeg gjorde det super. Det gør mig stærk og motivere mig til at lave mere.

SP: Men disse ulastelige billeder er der ofte i showbusines, føler du dig forfærdelig? f.eks. når nogle sulter…….

AM: Jeg tror at alle skal føle sig hjemme. Om vinteren tager jeg også et par kilo på, men det gør alle vel mere eller mindre. Ingen finder sig perfekt. En er for stor, en for lille, en for tyk og en for tynd. Man er nød til at forblive tro mod sig selv. Når jeg siger “Jeg må snart se at få tabt et par kilo, fordi jeg føler mig ikke tilpas sådan her” – Så er jeg nød til at gøre det, men generelt vil jeg ikke ha fortalt hvordan jeg ser ud. Jeg gør det som jeg vil have det, man skal forblive tro. Der er blandt kunstnere før en foto optagelse, hvor pladeselskabet siger “sådanne og sådanne” ønsker vi det, så må man sige: nej, det vil jeg ikke. Jeg har lært gennem mit slagtilfælde at sætte mig igennem og så gøre det jeg vil. For jeg er mig og jeg ønsker at præsentere mig over for folk, som den jeg er. Og det kan jeg ikke, når man prøver at pakke mig ind i en skinne – “Så har du kun det”.

anna-maria-zimmermann-3

SP: Har du i øjeblikket særlige planer?

AM: Jaaaa, Ferie, 4 uger (Griner) skønt eller? Vi har hele sommeren været på vejen og nu er vi der hvor man siger “Nu er det fejre aften”. Jeg tror, jeg tager to uger med min kæreste og spørger “Hvor skal det egentlig gå hen?”. Så januar er jeg på ferie og i februar har vi en lille tour. Der er allerede 7 eller 8 bekræftede datoer. Hamborg, Køln, Paderborn, også min hjemby Rietberg. Jeg har simpelthen lyst til det sammen med mit band. Det ophidser mig 100 procent at lave live musik. Det nye album banker også på døren, hvor vi allerede flittigt øver på sangene sammen. Jeg ringer meget sammen med sangskriveren og diskutere, hvad jeg forstiller mig.

SP: Har du endnu en drøm, hvad du vil lave, hvis du skal realisere din drøm?

AM: Faktisk er jeg tilfreds som der er nu. Jeg er altid en realist. Nogen fortæller mig “Folk drømmer med tiden”, men for mig går det altid podie for podie. Men når vi har den lille tour, måske spiller vi derefter på den store tour – Det ville selvfølgelig noget, alle drømmer om. Jeg er også ganske hemmeligt en lille Helene fischer fan. Jeg synes hun er helt fantastik og nu er også hends nye album udkommet. Det den kvinde har opnået er helt i den store klasse, Joo, det er skønt at drømme…. Jeg tror alle kunstnere, der med krop og sjæl laver musik, drømmer om sådanne store optrædener.

SP: Kan du gå gennem gaderne ubemærket endnu eller går det ikke mere?

AM: Åh det går. Jeg er der alligevel ikke. Jeg blander med folkene. Jeg finder det smukt, når de behandler mig som en af dem og ikke peger fingre og hvisker bag mig: “Hvad er der sket med hendes arm?”.

SP: Apropos arm. Er der noget nyt i den henseende? Sidst jeg læste, var at den er blevet lidt bedre?

AM: Ja, absolut. Nerverne er ved at virke og jeg kan mærke igen. Det lyder nemt, men jeg føler varmen, kulden og alle disse ting, som jeg ikke før har følt. Jeg kan lukke hånden en smule. Jeg kan ikke åbne den, men det er en proces, der nok skal komme. Min standard linje er altid “Armen sover stadig og indimellem vågner den op”. Den vil ikke, som den engang var, men på nuværende tidspunkt kan jeg sige, at operationen har været det hele værd. Den er lidt mere blevet min arm og har lært at acceptere det på den måde.

 SP: Skønt at høre. I øvrigt har vi 370.000 fans på schlagerplanet. Har du en hilsen til dem?

AM: Jeg hilser alle derude. Stort, at i stadig er med mig og holder ved. Jeg håber det bedste for  jer og sender jer mine tanker.

SP: Vi takker dig og ønsker dig alt godt

Kilde: Schlagerplanet.com

Deltag i debatten

  Subscribe  
Giv besked ved