Fredag den 24. februar var det atter tid til en tur til Tyskland. De 2 allersidste hal-koncerter på Andrea Berg’s Seelenbeben-tour skulle opleves live! Koncerterne i henholdsvis Hamburg og Magdeburg var begge ekstra-koncerter, da de første var totalt udsolgte!
Som jeg plejer var jeg med toget fra Flensburg. Efter lidt afslapning på hotellet gik det mod Barclaycard Arena, hvor jeg var ca. 17.20. Os med “Early Entry Pass” kom ind kl. 18. Jeg fik en plads allerforrest på venstre side af scenen. Inden koncerten var jeg så heldig at møde Andrea ved “Meet & Greet”. Her fik jeg sammen med ca. 20 andre mulighed for at få taget et billede med Andrea, og få en personlig autograf.
Efter at have kæmpet mig tilbage til min plads, gik koncerten i gang rimelig præcist, ca. kl. 20.
Koncerten var som altid helt fantastisk, og Andrea og co. gav den fuld gas fra start til slut. Super god stemning, hvor folk sang med i vilden sky! Da det var i Hamburg sang hun et par sømandssange, bl.a. “Seemann”. Dejlige sange, som hun KUN synger i Hamburg.
Lidt over kl. 23 var koncerten så forbi, og så var det ellers op i forhallen og stå i kø til “fotosession”. Efter ca. 45 min. kom Andrea endelig, og så gik det ret hurtigt med at få folk igennem. Altid dejligt at hilse på Andrea, og veksle et par ord. Nu var det over midnat, så det var retur til hotellet og lade op til næste dags program i Magdeburg.