Så er det sket igen, at schlager har fået endnu mere fodfæste i det danske land. Fra Nordjylland er der kommet endnu en dansk pige, som synger schlager, dog på dansk, men schlageren kan man sagtens høre.
Navnet er Pia Christensen, og hun fik interessen for musikken af sin far. Pia er vokset op i Klarup til lyden af Giro 413 og med en harmonisk familie. 30 år senere er hun blevet mor til seks, er mormor til en enkelt, og sangerinde med forkærlighed for sange fra en for længst svunden tid.
Pia er mest kendt for at synge de gamle dansktop-numre, men forsøger sig nu med en langt mere livlig genre, schlageren, som jo hastigt indtager Danmark.
Pia Christensen har sunget i kor, spillet med i musicalen Anni på Aalborg Teater, hun har gået til sangundervisning fra hun var seks år gammel, og sunget i kirkekor. I dag samarbejder Pia med Søren Bundgaard, som også har arbejdet sammen med Kirsten Siggaard. Søren og Tommy Seebach startede SB Studios tilbage i 1986, som i dag drives og ejes af Søren.
Vi har stillet Pia en række spørgsmål:
Tyskschlager (TS) – Hvorfor tysk schlagermusik?
Pia Christensen (P.C) – Jeg har sunget dansktop-musik i mange år og gør det også stadig, men fordi dansktoppen ikke rigtig udvikler sig, så blev jeg ikke længere inspireret af nogle kunstnere. Da schlagerbølgen væltede ind over Danmark, fik jeg pludselig fornyet lyst til at synge, fordi musikken rørte mig, og jeg blev rigtig glad af at lytte til det.
(TS) – Hvordan kom du ind på det?
(P.C) – Helene Fischer var helt sikkert hende, som inspirerede mig mest til at begynde at synge schlager. Dejligt med nye, unge kræfter, som kan give folkelig musik et helt nyt løft.
(TS) – Satser du på en karriere i Tyskland?
(P.C) – Ja … drømmen er helt klart at få mulighed for en karriere i Tyskland og de omkringliggende lande. Når der er noget, man elsker, vil man gerne dele det med så mange mennesker som muligt, og da det jo er Tyskland, som sidder på schlagertronen, ville det være stort at få lov til at optræde i deres shows, som er helt fantastisk stemningsfulde og festlige.
(TS) – Hvor lang tid har du sunget denne genre?
(P.C) – Det har jeg i to år.
(TS) – Hvordan er du blevet modtaget med denne genre?
(P.C) – Jeg har kun fået gode tilkendegivelser. Jeg har hørt fra flere, at de normalt ikke lytter til “den slags” musik, men at de rigtig godt kan lide mine melodier. Det giver jo en lyst til at lave meget mere musik.
(TS) – Hvornår er du født?
(P.C) – Det er jeg i 1972.
(TS) – Hvem er dit tyske schlagerforbillede/idol, og hvorfor?
(P.C) – Jeg har fire, og det er Helene Fischer, Andrea Berg, Hansi Hinterseer og Semino Rossi. Deres musik gør mig rigtig glad, og jeg synes, de er dygtige til at skabe god stemming, og deres melodier er meget iørefaldende.
–
Vi byder Pia velkommen på schlagerhimlen og håber, hun bliver en stjerne blandt de mange. Hvis man vil læse mere om Pia Christensen, så kan man besøge hendes website her: Pia Christensen